Information om regnvandsbassinet ved Peter Appels Vej

Det såkaldte “sø”-område ved Peter Appels Vej er ikke en naturlig sø, men et regnvandsbassin konstrueret med henblik på midlertidig opmagasinering og forsinkelse af regnvand. Bassinet modtager udelukkende overfladevand fra nærområdet og er således ikke forbundet med et naturligt vandløb eller tilløb.
Peter Appels Vej er etableret med kloakseparering, hvilket betyder, at regnvand og spildevand håndteres i to separate rørsystemer:
- Spildevand fra husholdninger (f.eks. toiletter, håndvaske og vaskemaskiner) ledes via et separat ledningsnet til det kommunale renseanlæg.
- Regnvand fra tage, indkørsler og vejarealer opsamles i et andet rørsystem og føres til regnvandsbassinet.
Vandstanden i bassinet varierer afhængigt af mængden af nedbør samt eventuel snesmeltning. Som led i regnvandshåndteringen er der etableret et sandfilter og en reguleringsbrønd:
- Sandfilteret fungerer som en forrensning, hvor vandet filtreres for sand, partikler og grove urenheder, inden det når selve bassinet.
- Reguleringsbrønden sikrer en kontrolleret og forsinket udledning af regnvand til det omkringliggende naturområde, hvilket mindsker risikoen for oversvømmelse og erosion.
Vigtigt vedrørende forurening:
Da regnvandet kun gennemgår en simpel filtrering og efterfølgende ledes direkte ud i naturen, er det afgørende, at der ikke anvendes kemiske midler såsom algedræber eller andre rensemidler på tage, terrasser eller flisearealer – medmindre spildevandet herfra opsamles og bortskaffes korrekt.
Indtrængning af kemiske stoffer i regnvandssystemet kan medføre betydelig forringelse af vandkvaliteten i bassinet, skade det biologiske liv og medføre lugtgener og uklarhed i vandet.

Regnvandsbassinet vedligeholdes af Novafos. Novafos kommer 3 gange om året og skærer siv og op renser for grøde for at søen ikke skal vokse helt til.
Af hensyn til fugle, dyr og insekter kommer Novafos første gang i maj måned, og derefter ca. hver fjerde måned.