Skjulte installationer er både en fordel og en ulempe.
De er en fordel, fordi vi slipper for at se på grimme vandrør og radiatorer, men samtidig også en ulempe, fordi vi så heller ikke kan se, om de skjulte rør lækker, og vi sidder oven på en begyndende vandskade.
Det er der heldigvis råd for, og for nogle af os vil det måske endda være gratis.
“Leakbot” er en intelligent sensor, som skal monteres lige efter hovedhanen. Sensoren vil konstant overvåge dit vandforbrug og opdage utætheder. Leakbot kan derfor advare dig, inden det udvikler sig til en større vandskade.
Hvis dit forbrug bliver uregelmæssigt, vil Leakbot give dig besked via en app på din smartphone eller en sms.
Uregelmæssigheden kan være en simpel ting, som f.eks. et toilet eller en vandhane, der løber, men det kan også være en utæthed i et rør, du ikke umiddelbart kan se eller har adgang til, og hvor større mængder vand siver ud under gulvet eller i en væg.
Sådan en skade vil du, uden Leakbot, først opdage, når f.eks. gulvet buler op, eller du opdager skimmelsvamp.
Check med dit forsikringsselskab om du kan få Leakbot gratis ved at bestille gennem dem.
Flere forsikringsselskaber, blandt andet LB Forsikring og Topdanmark, tilbyder en rabatkode, så deres kunder kan få Leakbot gratis.
Årsagen er selvfølgelig, at selskaberne sparer rigtig mange penge ved at reagere tidligt.
Mit forsikringsselskab, LB Forsikring, er endda så sikre på, at Leakbot fungerer, at de tilbyder gratis VVS-hjælp gennem Leakbot-support, alene på baggrund af en alarm fra Leakbot.